Rusmidler / Hvorfor søger vi rusen?

Hvorfor søger vi rusen?

Søger belønningDopamin

Hvis man tror, at penge driver verden rundt, så mangler man at stifte bekendtskab med dopamin - den ultimative motivator.
Dopamin er signalstoffet, som styrer hjernens belønningscenter. Det er her, vi får udbetalt løn for vores handlinger ved at få en dyb fornemmelse af tilfredsstillelse. Vi får endda forudbetaling i form af forventningens glæde, som er en målbar effekt i hjernen.

Det gør også dopamin til alle afhængigheders moder. Om man er afhængig af alkohol, kokain, mad eller gambling, eller om man er drevet af en ubændig trang til at have usikker sex, råbe bandeord i pænt selskab eller bestige bjerge, så handler det om at få fyret op under sit stadig trægere belønningscenter. Den største udløsning af dopamin vi kan få på naturlig vis, er ved den største orgasme....men det sker jo ikke hele tiden, så nogle gange må vi nøjes med de mange mindre.

Hvad evolutionen ikke forudså, da den installerede lokkemidlet dopamin i vores hjerner, var, at systemet gjorde os så succesrige, at vores levevilkår i dag er dramatisk ændrede. Det er ikke længere synderligt svært at overleve uden nysgerrighed eller vovemod. Tværtimod oplever vi et voldsomt bagslag fra det belønningssystem, som fik os til at krybe nysgerrige og vove­modige ud af hulen og søge føde på trods af alle hånde livsfarer i nærmiljøet. Det får os i dag til at overspise billige madvarer fra nærbutikken eller pumpe os med kemi eller pseudospænding for at føle, at vi lever.

Ligesom naturen ikke forudså et menneskeliv med mangel på sabelkatte og overflod af kalorier, var den heller ikke helt på forkant med risikoanalysen, da den lod planteverdenen udvikle en række dopamin-indflydende stoffer, som planterne bruger til helt andre og plantenyttige formål, fx beskyttelse mod insekt-angreb. Stoffer fra naturen med effekt på dopamin­systemet er bl.a. nikotion, alkohol, kokain og heroin mv.

I dag kan vi - takket være teknologi født af vores dopamin-drevne nysgerrighed - raffinere de naturlige stoffer til langt kraftigere versioner. Vi kan desuden i laboratoriet fremstille stoffer, som roder endnu mere effektivt med vores dopamin-system, fx amfetamin og afledte stoffer som ecstacy.
Så i stedet for at udføre alle de modige og nysgerrige handlinger, som dopamin oprindeligt er beregnet til at opmuntre, så kan vi i dag få hele belønningen uden at gøre indsatsen.

Belønningssystemet kan løbe helt af sporet hos mennesker, der ser ud til at have en biologisk ubalance. For dem skal der mere til, før en ny oplevelse udløser et sus, og jo mere, de knokler på med kemiske stoffer eller risikoadfærd for at udløse suset, jo mindre modtagelig gør de med tiden deres belønningssystem.
Omvendt gør den samme skævhed det sværere for dem at stå imod forventnings­suset og de kan nemmere låses fast i bestemte uheldige mønstre. Med andre ord er de, der er lettest at lokke til det forbudte også dem, der er mest sårbare over for at ende i afhængighed.

»Før i tiden betragtede man afhængighed som en karakterfejl. folk skulle bare tage sig sammen. I dag ved vi bedre. Det er biologiske forandringer, som gør det svært,« siger siger lektor Gitta Wörtwein, fra Neuropsykiatrisk Laboratorium på Rigshospitalet.

Man fødes med sit dopaminsystem og det er dårlige nyheder for børn med afhængige forældre.
»De vil oftere være forsømt hjemmefra. Og så kan de oveni være arveligt belastede, så de er mere sårbare over for afhængighed,« siger Gitta Wörtwein.
Og der er ekstra dårligt nyt for teenage-forældre, for belønnings­systemet vokser i styrke fra barneårene og virker allerkraftigst indtil midten af tyverne. Det giver evolutions­mæssigt god mening, at det er i ungdomsårene, man skal skubbes ud på eventyr.

Forsøg fra USA har vist, at jo tidligere, man eksperimenterer med dopamin-påvirkende stoffer som kokain og amfetamin, jo større er risikoen for, at man ender som afhængig af dem.

Med alderen vil langt de fleste af os score stadig lavere på skalaen for oplevelsestrang, og det er ikke kun erfaring og desillusionering. Der sker en aldersbetinget ændring af vores dopamin­-receptorer, så vi med alderen bliver mindre letantændelige.

Dopamin får os nemlig ikke kun til tvangsmæssigt at bungeejumpe og sniffe kokain. Dopamin giver os nydelse ved alt det gode i livet, om det så er sex, dejlig mad, musik eller andet, der giver os tilfredsstillelse. Dopamin har desuden en masse praktiske opgaver uden for belønningscenteret, fx for bevægeapparatet. Derfor kan man ikke bare poppe en dopaminpille - eller en dopamin-hæmmer - hvis man har for stor trang til at løbe en risiko, eller mangler lyst ved livet.

Forskere har afdækket mange forskellige sammenhænge med dopamin-systemet, og man kan med scanninger måle dopamin-processer i flere af hjernens områder, fra midten og frem mod pandelappen. Af samme grund forskes rigtig meget i dopamin i bestræbelserne på finde en dopamin-regulator af en slags. Håbet er, at det vil være et mindst lige så stort gennembrud for afhængigheds-behandling, som SSRI-midlerne - de en overgang fejlagtigt benævnte lykkepiller - betød for depressions-behandlingen.

Virkningen er allerede vist på mus, og i USA er man på vej med de første forsøg på mennesker. Der vil dog gå adskillige år, før et færdigt produkt kan afhentes på apoteket.
 

Når dopaminen spiller en rolle.

Psykopati

Hjernescanninger har koblet dopamin-ubalance med psykopati, som man i dag anmodes om at kalde antisocial personligheds­forstyrrelse, fordi der reelt er tale om en glidende skala.

Tidligere har man fokuseret meget på, hvad de voldelige og kriminelle psykopater mangler, nemlig frygt, empati og sociale redskaber. Men måske handler det mere om, hvad psykopater har til overflod, nemlig en ekstrem stor impulsitivet og risikovilje, udløst af et defekt dopaminsystem.

Overspisning

Overspiseres afhængighed af mad bygger på samme biokemiske mekanismer som kokain- og heroin­misbrug. Man kan se unormalitet i belønningscenteret, når man scanner fede menneskers hjerner. Amerikanske forskere har vakt opsigt med et forsøg med rotter, som over længere tid fik en ekstremt kalorierig kost. Til sidst var rotterne villige til at kaste sig over foderskålen og guffe i sig, selvom det førte til elektriske stød, og de ville hellere sulte sig end spise af de salatblade, der blev tilbudt i stedet for den usunde mad.

Parkinsons syge

Dopamin-systemet spiller en stor rolle for bevæge­apparatet og menes blandt andet at kunne være nøglen til fremtidig behandling Parkinsons Syge. Man behandler allerede i dag sygdommen med et dopamin-efterlignende stof, og man forsker i at bruge stamceller til erstatning for de dopaminproducerende cellegrupper midt i hjernen, som er beskadigede hos Parkinson-patienter.

Humoristisk sans og gavmildhed

Også social adfærd udløser aktivitet i belønnings­centeret. Når man modtager en gave, bliver man selvfølgelig glad. Men man får også et dopamin-sus ved at være gavmild mod andre og opleve deres taknemmelighed.Andre forsøg med hjernescannere har vist, at vores humoristiske sans er dopamin-styret. Man har målt forhøjet aktivitet i belønnings­centeret hos forsøgspersoner, som blev vist en vittighedstegning og selv sagde, at den var morsom. Hvis de ikke kunne se det sjove, var der ingen aktivitet i belønningscenteret.

ADHD-børn

Der er gode erfaringer med at behandle børn med adfærds­problemer med medicin, Ritalin, der stimulerer dopamin-systemet. ADHD-børn hører paradoksalt nok til i den helt modsatte ende af oplevaelsesspektret end vovehalsene. De urolige børn er ikke så meget drevet af en overdreven aktivitets­trang, som af en dyb mangel på tilfredsstillelse ved normale aktiviteter. Derfor kan stimulering af deres belønningssystem formentlig hjælpe med at fastholde dem.

Kropslige funktioner

Dopamin belønner os ikke kun for selv-skadelig adfærd, men også for alt det andet, som giver os glæde i tilværelsen. Når vi har god sex, nyder velsmagende mad, snuser til en rose eller en babynakke, så er det også dopamin, der får os til at sukke af velbehag.